"The only white man you can trust
is a dead white man" - Zimbabwe.
Tekst og foto: Jørgen Oulund
Velkommen til tankstationen. Her er ingen benzin - og har ikke været
det længe, men man kan da hænge ud der i ly for både regn og so.l
”
Our party must continue to strike fear in the heart of the white man - our real
enemy”. Så var man ligesom klar over, hvad der ventede én. Og jeg, som bare
ville se verdens største vandfald, blev modtaget med sådan et møgfald i stedet.
Det var velkomsten fra landets præsident til lille mig ved ankomsten til
Zimbabwe. Jeg læste det i en avis, som citerede fra en af Mr. Mugabes taler til
sit stakkels udhungrede og misrøgtede folk. Med andre ord: Kære borgere, slå
bare en hvid mand ihjel, så er der da én mindre af disse hvide maddiker, lød
tiraderne.
Nå, men trods hans tirader føler jeg mig mere sikker her end i det Sydafrika,
jeg lige er kommet fra. Nok fordi forskellen her i Zimbabwe mellem rig og fattig
ikke er så synlig. Men hvilken velkomst fra landets præsident, som hungrer efter
hård valuta fra udenlandske gæster med hvid hud.
Jeg har nu også tabt min fine uundværlige schweiziske lommekniv. Det er straks
værre. Nå, jeg må se om jeg kan skaffe en anden. Det bliver ikke nemt her i
dette forarmede land. Jeg har ikke fået et varmt måltid mad i fire dage, så den
er blevet brugt flittigt til frugt, brød m.m. Så trods Mr. Mugabes trusler mod
alle dem, som kan skaffe ham hans manglende hårde valuta, så må jeg tage chancen
og rejse op til hele rejsens formål: Victoria Falls, verdens højeste, største og
et af jordens syv nye vidundere.
Jeg funderer lidt over de gamle sorte frihedskæmpere her i Afrika. Jomo
Kenyatta, Kenneth Kaunda, Museveni, Julius Nyrere og Nelson Mandela. Kun de to
sidste var respektable og ydmyge til det sidste. De øvrige, som alle kom fra små
kår og kæmpede med livet som indsats, blev korrupte og grådige. Hvorfor? Er det
menneskets sande natur? Meget vil ha' mere? Håber det ikke, tror stadig på det
bedste i menneskene. Hvorfor ender de fleste som slyngler? Nå, det var så lidt
filosofi her midt i elendigheden. I Mugabes syge hoved har man fået den idé, at
jævne 700.000 paphuse med jorden. De fattige skal bo bedre, men de nye og bedre
huse er desværre ikke bygget endnu. Og det er regntid her lige nu, så nu har
700.000 familier ikke mere tag over hovedet lige midt i regntiden. Der er
hyperinflation, og eksperter vurderer, at økonomien bryder definitivt sammen i
løbet af få år.
Ser jeg syner? Nej, der står han jo,
Livingstone "den første hvide
mand
der så faldene".
Jeg veksler til millioner af dollars.
Regeringen har lige annonceret nye 50.000-dollarsedler. Hidtil har de største
været på 20.000 (= kr. 1,30). Så man bestiller ikke andet end at bære på penge
og tælle dem hver gang, et eller andet skal købes. For et par år siden fik man
600 Zim-dollars for 1 US dollar. I dag næsten 100.000, og inden dagen er omme
sikkert 102.000. Det er jo helt håbløst. Jeg oplevede noget tilsvarende i
Argentina i 1994, lige inden det hele kollapsede. Og så kan jeg næsten ikke
opdrive slynglens elendige Matadorpenge. Han har åbenbart fået lukket det sorte
marked, og gadeveksling koster en tur i spjældet. Det er også ok for landet, så
jeg må en tur i banken, hvor de skal vente på dagens kurs, medens jeg er ved at
dø af tørst. Endelig efter et par timers venten får jeg udbetalt 2,9 mio.
Zim-dollars i bytte for - 30 US dollars. Den flinke bankmand langer store
bundter nytrykte pengesedler over disken og spørger lidt forlegent, om jeg vil
have en bærepose til dem. Jeg takker nej og fylder min hemmelige indvendige
pengepose, så den ikke er ret hemmelig mere. . . Derefter min skuldertaske samt
alle lommerne med de næsten 3 millioner og trøster mig med, at Zimbabwe er et
helt andet og mere sikkert land end det Sydafrika, jeg lige har forladt, især om
dagen. Og så oplevede jeg, da jeg krydsede Limpopo-floden, (sjovt navn, ikke?),
da krydsede jeg også grænsen til det rigtige Afrika, som vi kender det fra de to
tidligere rejser. Mere simpelt og uciviliseret.
Zimbabwe har i øvrigt et elefantproblem. Her er ca. 70.000 elefanter, og de
nedlægger en del afgrøder. Det er let nok for os i den rige verden at ville
frelse elefanter. Det er jo ikke vores pengepung, det går ud over. Man overvejer
faktisk at intensivere jagten igen og lovliggøre elfenbenssalget. Nogle mener,
det vil øge krybskytteriet. Retten til lovligt at skyde en elefanttyr koster i
dag 20.000 US dollars. Så må man håbe, de går til bønderne, ikke til slynglen,
Mr. Mugabe & Co.
Bavian river leopard i stumper og stykker.
Jeg fortæller de hvide boere (afrikaans) om de store bavianer, der render rundt
nede ved jernbanestationen, og de advarer mig skarpt mod at nærme mig dem. En
gammel boer fortæller mig, at han personligt har set en bavian flå en levende
leopard i stumper og stykker med de bare næver. En lokal afrikaner bekræfter det
senere. Han fortæller, at leoparderne jager bavianer, så de forsvarer sig
naturligvis. Han hævder, at de store bavianer kan gøre det samme med mennesker.
Vi hørte jo i Uganda, at chimpanserne her havde dræbt et barn. Jo, de er
bomstærke de forskellige større abearter. På vej til jernbanestationen er jeg
for resten lige ved at træde på en lille slange, der snor sig væk lige foran
mine støvlesnuder. Jeg tager toget til Bulawayo og går i en stor bue udenom
bavianerne. Her kan jeg kun få en firesengs sleeper cabin, men får til gengæld
tre nye venner. Den ene - en ung geografistuderende - ved en masse om Danmark,
og for en gangs skyld er det ikke bare Laudrup og Schmeichel, men ost, bacon,
mælk, vindmøller og hvordan vores flag ser ud og at hovedstaden hedder
Copenhagen.
Vi har ikke kørt mere end ti minutter, før toget stopper - og det holder der
længe - meget længe. Det er nu ikke en elefant, men et menneske, lokomotivet har
smadret. Vi venter og venter, medens de fisker stumperne ud mellem lokomotivet
og får dem samlet sammen. Så, efter et par timer, bakker vi, og de får ordnet
det sidste, derefter endelig af sted. Himlen er blevet klar, og jeg finder
Sydkorset og Orion - minsandten, men han ligger ned, han må være blevet træt af
at stå op som i Danmark. Skorpionen er der også og ja, hele Mælkevejen ligger
strøet ud for mit nattesyn. Hvilket fyrværkeri, medens vi skrumler tilbage
gennem Hwange-nationalparken, den med de 30.000 elefanter. Vi rammer heldigvis
ingen af dem, kun et enkelt menneskeliv gik tabt på rejsen tilbage igen.
I Bulawayo finder jeg caféen med danish pastry og ekspressomaskine, som kan lave
både udmærkede cappuccinoer og café latte.
Skyd først, spørg bagefter.
Slapper af et par dage og beslutter mig til at vove rejsen til landets
hovedstad, Harare. Lonely Planet advarer mod at nærme sig regeringsbygningerne.
Vagten der har ordre til at skyde først og spørge bagefter.
Verdens slyngler er sædvanligvis paranoide, det gælder åbenbart også Mr. Mugabe.
Når hans kortege kører gennem byen, er det samme skydeordre, og så er det ind i
nærmeste forretning eller hus og dukke sig. Byen viser sig at være meget
vestligt orienteret, med mange store supermarkeder, eksklusive modebutikker og
fashionable stormagasiner med et righoldigt vareudbud. De eneste, som ingen
varer har på "hylderne", er tankstationerne. Alt er helt tørlagt. Landet har
ingen hård valuta. Her er dog en del trafik, men alle kører på brændstof fra det
sorte marked til ca. tolv kr. literen i dette forarmede land.
Fra Harare går vejen til Victoriavandfaldene, rejsens mål, og efter en
overnatning begiver jeg mig til fods ud til verdens største af slagsen.
Allerførst hører jeg en ganske svag susen, eller er det en syden? Den tager
langsomt til i styrke, ganske langsomt, som en gammeldags fløjtekedel over min
mormors brændekomfur ude i kolonihaven, efterhånden som jeg kommer nærmere. Så
kommer den svale brise, dejlig sval, jeg går videre gennem regnskoven og lyden
stiger, medens brisen skifter fra sval til kølig, her midt på dagen i ca. 30
grader Celcius.
Indgangen til Victoriafaldene, verdens største og på højde med
Rådhustårnet.
1 million liter vand i sekundet.
Nu er det en tydelig brusen, og køligheden er vederkvægende. Lyden fortsætter i
et stigende creciendo og dér - lige dér i hullet i skoven, slutter
fortryllelsen, og synet begynder. Duften er nu også med, det friskeste klare
vand, styrtende ned - 108 meter oppefra - vandfaldet, Victoria Falls, verdens
højeste og største, i en vild buldren nedad, nedad. Hvor betagende, hvor
mægtigt, hvor voldsomt. I gennemsnit 1 million liter vand i sekundet i en bredde
af 1700 meter. Derfor kalder de indfødte det også for: Mosi-oaTuna, frit
oversat: Røgen der tordner. Jeg vender mig om, tror mig helt alene her i skoven,
farer sammen, ser jeg syner? Nej, der står han jo, Livingstone, den første hvide
mand, som så faldene i 1855, og navngav dem efter sin dronning. Han skrev i sin
dagbog: "On sights as beautiful as this, angels in their flight must have gazed".
I klart vejr kan vandstøvet ses mange kilometer væk i faldets fulde
bredde på 1.700 meter.
I sandhed ja, på en klar dag kan 'vandstøvet' ses 50 kilometer væk. Ikke
underligt, at det betegnes som et af verdens syv nye undere.
Nå ja, det var så hans statue, som stod der bag mig. Jeg er efterhånden stødt på
ham nogle gange på mine rejser i Afrika, men hidtil mere i historiske
sammenhænge. Her er han så rent fysisk - næsten da. Min rejses mål er fuldendt,
så langt for noget så almindeligt som faldende vand - men det var det hele værd.
Nu er én ting jo at se Victoriafaldene fra Zimbabwe. Det bedste sted at se det
fra, siges der, men det bør også ses fra Zambia-siden. Zambezi-floden skiller de
to lande og leverer "råvarerne" til faldene, så der er kun én vej: støvler på,
rygsæk fat og derudad. Hyrer en taxi ned til den berømte Victoria Falls Bridge,
som danner grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Så må man simpelthen gå de 1,3
kilometer over bro og ingenmandsland.
Fra rå globetrotter til slap muzungu.
Jeg anmoder om gratis visum ved grænsen. Danmark hjælper Zambia, så vi har
gratis "entré", siger rejsebogen. Men nej da, ”25 USD”, siger manden med
kasketten. Til lommerne igen, de går nok lige i hans egne, selvom jeg får en
kvittering. Nå, sækken på nakken, et par flinke indfødte peger på en bil med to
muzunguer (hvide mænd), jeg ser derovre. De vinker af mig, og jeg redder mig et
gratis lift i den brændende sol. Jo, det er som jeg plejer at sige: "Stol på dit
held, når du har brug for det, men fråds ikke med det". Jeg finder et hummer i
Livingstone Town, Zambia, og hungrer efter et varmt måltid. Det er fem dage
siden jeg sidst har siddet og pustet til den varme mad, medens maven knurrede om
kap med pustet. Bider hovedet af al skam og går forbi de lokale "huller i muren"
til 1 USD for et måltid, skifter fra rå globetrotter til slap muzungu og styrer
direkte til byens pizzabageri. Her fik jeg så det bedste Italy-junkfood i mands
minde. For helvede, hvor jeg åd, har nok tabt 4-5 kilo af mine 65 her på rejsen.
Nå, men fik så også set faldene fra "vrangen", altså Zambiasiden - også ganske
flot.
Næste dag måtte jeg på Fawlty Towers - jo, I læste rigtigt. Min guidebog
anbefaler et besøg der - og jeg som troede at det lå i Sydengland! Beder om et
måltid mad, uden at forvente det helt store, og hvor er de henne allesammen?
Major, de fine, gamle damer, Basil? Nå, men jeg skulle hilse fra Manuel, anyway.
Spøg til side, det var et backpacker hostel, som spøgefuglene åbenbart syntes
skulle kaldes Fawlty Towers.
Den største slyngel.
Ellers ser Zambia, om muligt, endnu fattigere ud end Zimbabwe. Kenneth Kaunda
kørte landet i sænk med sin forfejlede Afrika-socialisme, medens Jan Smith i
Rhodesia (nu Zimbabwe) gjorde sit land til nr. 2 efter Sydafrika, det må man med
skam erkende.
Jeg må ud at se museet, som viser sig at være en meget stor oplevelse, der
skildrer landets fortid. Mange forskellige stammer, bl.a. zuluerne, befolker
disse mægtige områder. Og deres måde at passe på naturen, kunne vi lære meget
af. Ved træfældning anmodes om tilladelse fra høvdingen. Normalt må kun
nedfaldne grene og kviste samles. Det samme gælder frugter, kun det nedfaldne må
tages. På bredderne må der - af hensyn til erosionen - absolut ikke fældes
træer. Rygning er forbudt i alle skove. Rødder og bark skal høstes nænsomt af
hensyn til træernes fortsatte vækst. Jagtreglerne er strenge: kun til den
daglige føde og i selvforsvar. Hunner og især gravide dyr skånes. Massedrab er
strengt forbudt. Nå, det er jo så nogle hundrede år siden, at "de vilde"
indførte disse regler. Og allerede i disse år er vi "tamme" ved at gøre det
samme - ja, så småt da.
Tilbage i Zimbabwe snolder jeg for en lille million, men har så også både øl,
vand, brød, pølse ost og yoghurt. Nå ja, en million er knapt 10 USD = 64 kr.
Tænk, her er kun ca. 11.000 hvide i dette store land, og de lokale forsøger da
også at fortælle mig lidt om deres ret til landet. De har været her i næsten 400
år, flere af de nuværende stammer er kommet hertil senere, hævder de. Så de
mener selv, de har en hvis ret til landet, og kalder sig jo også afrikaans.
Det kan godt være, at en del af de hvide er nogle slyngler, men den største
slyngel af dem alle i dette forarmede land er Robert Mugabe.