Vulkanudbrud på Java

Indonesien

Tekst og foto: Jørgen Oulund.


Lige for næsen af mig, her på Java, raser vulkanen Bromo
Jeg er for nylig kommet hjem fra en gennemrejse af Indonesien, inklusive Komodoøerne og West Papua. På rejsen fik jeg nogle af de største rejseoplevelser nogensinde i mit lange rejseliv. En af dem er denne oplevelse, hvor jeg står ansigt til ansigt med en rasende vulkan i udbrud.

Det her er utroligt, ufatteligt, ubeskriveligt, uhyggeligt. Meget har jeg oplevet på mine lange, fjerne rejser, men dette er toppen. Hvor heldig kan man være? Lige for næsen af mig, her på Java, raser vulkanen Bromo. Kvælende, sort svovlstinkende røg, vælter op af krateret, medens buldrende, rumlende, uheldsvarslende tordenbrag fra vulkanens indre, forstærker uhyggen.

Der ligger tre vulkaner her midt i et nøgent, askedækket gråt og goldt månelandskab.


Der ligger tre vulkaner her midt i et nøgent, askedækket, gråt og goldt månelandskab
De to er fredeligheden selv, men den tredje og laveste, skummer af raseri. Det værste er næsten lyden, men også den tykke, mættede, sorte røg er frygtindgydende. Det ligner faktisk en atomsky, hver gang den udspyr sin bøvs. Og hver gang er ustandseligt, hele tiden. Først ser man den uhyggelige sky og lige efter kommer så lyden. Og så goldheden - så langt øjet rækker, ligger det nøgne slettelandskab. Alt er dækket med aske, tage, træer, planter, blomster. Det første de rækker mig ved ankomsten er et mundbind til at tage det værste af luftens giftigheder. Vi er ca. 2.200 meter oppe, så med bindet for munden skal jeg hive endnu mere for at få lidt ilt i lungerne pga. den tynde luft. Jeg har taget min lune dunvest på, her er bare 10 grader, og jeg kommer direkte fra 30. I nat falder temperaturen yderligere, og jeg fryser allerede.

Jeg havde jo regnet med Merapo-vulkanen i sidste uge, men den gik amok i oktober og er derfor utilnærmelig. Bromo har nu raset siden december og er i aftagende, men myndighederne har nedlagt forbud mod at komme den nærmere end her, hvor jeg står. Inden udbruddet kunne man gå det sidste stykke over månesletten og derefter tage de 253 trappetrin op ad vulkanranden til kraterkanten. Det kan man ikke mere uden at blive grillet. Mit hår, huden, ja selv kameraet er belagt med askestøv - godt jeg har fråset og bestilt et værelse med varmt bad.

Drengen der sprang i vulkanen
Jeg forstår nu bedre de indfødtes tale om vulkanguden, der skal formildes med offergaver for ikke at straffe områdets beboere. En af legenderne fortæller, at et af tengafolkets kongepar engang var barnløse. Dronningen bad Bromoguden om hjælp. Guden gav dem 25 børn, men krævede at den yngste, en smuk dreng, skulle ofres til flammerne, som tak. Da dronningen nægtede at opfylde vulkangudens krav, sprang drengen selv i krateret for at frelse kongeriget fra gudens straf.

Tengafolket lever stadig her i bjergene, deres tempel på sletten, meget tæt ved Bromo, er dog i øjeblikket forladt pga. vulkanens vredesudbrud. Men hvert år ofrer de frugt, penge og kyllinger, som smides i krateret. Jeg var stedets eneste gæst og kravlede tidligt under flere lag tæpper. Alligevel frøs jeg og måtte først tage skjorten udenpå T-shirten og derefter min dunvest på i seng, før jeg fik varmen. Dyner kender man ikke til her på disse breddegrader.


Kvælende sort svovlstinkende røg vælter op af krateret, medens buldrende rumlende, uheldsvarslende tordenbrag fra vulkanens indre, forstærker uhyggen
Pludselig går alt lys ud
Så begyndte Bromo at gå helt amok. Den tordnede, så ruderne klirrede, medens jeg lå og læste. Pludselig - lige pludselig - forsvandt det sparsomme lys her i denne udørk. Alt elektrisk lys forsvandt, både på mit værelse og ude på vejen. Nu blev det altså lidt for uhyggeligt. Jeg har altid en lommelygte ved sengen og fik den tændt, samt fundet reservelygten. Så bankede det på døren - oh skræk, hvad nu? Det var en skummel mand med et laset tæppe på ryggen, der kom med to stearinlys samt en æske tændstikker til værelse og toilet. Generatoren var gået i stykker, sagde han. Jeg opgav nu at læse og lå og lyttede til vulkanens fortsatte tordnende raserianfald. Tænkte på at når personalet tog det roligt på stedet, kunne jeg vel også. Men jeg tænkte også på et tordenvejr, det er jo ligesom lidt regelbundet; kommer forbi og raser og forsvinder så igen. Dette her blev bare ved og ved, og det blev værre og værre. Kunne det tænkes, da det nu blev helt vildt, at det pludseligt blev fra røg og sten til glødende lava, der kom væltende nedad siden og ind i husene, og kunne man så nå at løbe væk? Der var skilte udenfor på vejene med: "Flugtvej", og pile der viste væk fra området. Jamen, her er jo bragende, buldrende mørkt ude og inde, man kan ikke se en hånd for sig. Kun ildskæret fra vulkanen. Der er ingen synlig flugtvej. Jeg måtte prøve at holde mig vågen. Jeg lå længe og forestillede mig lavaen komme nærmere og nærmere. Så huskede jeg ikke mere, før jeg vågnede næste morgen, hvor solen skinnede ind på mig gennem vinduet.