Tis ikke altid når du skal.
Tekst og foto: Jørgen Oulund
Det danskbyggede skib Serengeti som vi skulle over Victoriasøen med. Bygget i Aabenraa, skilt ad og sendt med skib til Tanzania. Derefter samlet igen og sat i søen.
Bussen er seks timer forsinket, så den har travlt, da vi næsten springer på i farten i Kampala. Rygsækkene kastes ind i bagagerummet med al min kones livsvigtige daglige medicin (hun er nyretransplanteret), og så derudad. Vi er de eneste to hvide ombord, og jeg spekulerer på, hvor mange tissepauser der er med denne forsinkelse. Det er meget få, så da vi ankommer til grænsen, har jeg vand i øjnene. Jeg spørger grænsepolitiet om et tissested. Det viser sig at være langt oppe bag ved kontoret - meget langt. Så da jeg endelig er kommet tilbage og vi får stemplet os ud af Uganda, er bussen væk. Den er kørt over på Tanzaniasiden, og vi løber efter den, for at komme med. Men nej - vi skal jo først indtjekke i Tanzania. Tilbage til paspolitiet der, og de har god tid. Vi står og tripper, ikke noget med at skynde på dem. Hvad kunne der så ikke ske. Alle de andre er væk og vel inde i bussen. Vi forbander den ekstremt afslappede afrikanske arbejdsmoral og skæver nervøst til bussen, der står med hakkende dieselmotor i gang. Endelig ser betjenten mistænkeligt på os og GADANG!, det betydningsfulde stempel sættes i passene, og et nådigt nik bekræfter, at vi kan spæne ud til bussen - BUSSEN? Den sætter i gang, lige som vi løber ud af grænsekontoret. Min kone er lammet - jeg er rasende og råber en række skældsord på dansk efter den.
Farvel rygsække, farvel medicin, farvel (måske) til livet for min kone. Vi ser en kollektiv taxi oppe ved landevejen, der er fyldt halvt op. Halvt op i Afrika betyder ingen på taget, siderne eller hængende på bagsmækken. Vi løber derop og jeg siger (som i de lusede B-film): ”Følg den bus nu, tak”. Chaufføren er kvik - lugter nok ”hvidguld” - mindst, døren bliver smækket i, og så går den vilde jagt. Den emsige konduktør står straks med hånden fremme for at få betaling. Jeg siger, at når de har fanget bussen, skal han nok få guldet. Af sted går det i rasende fart, men bussen kører endnu mere sindssygt, så den bliver mindre og mindre forude. Efter et par kilometer sætter bussen farten ned, og pludselig stopper den helt. Vi drøner op på siden af den, og jeg brøler alverdens skældsord ind i hovedet på chaufføren. Taxikonduktøren løber i hælene på os og råber ”penge, penge”. Hans krav er astronomisk, og jeg betaler ham fyrsteligt og takker meget. Da det ikke synes at være nok, bliver han hængende i bussen, indtil buskonduktøren smider ham ud. Bussen jager videre over stok og sten, og vi tørrer sveden af panden.
Puha, reddet på stregen. Stol på heldet, når du har brug for det, men frås ikke med det. Som den gamle rejserotte jeg er, havde jeg, da vi startede busturen, talt med en ung indfødt pige på sædet bag os. Jeg bad hende holde øje med os, når der var tisse- og madstop, og om at råbe op, hvis vi ikke var med. Hun havde pludselig opdaget, at vi manglede lidt efter starten fra grænsestationen. Hun var kvik og hjalp heldet lidt på vej.
Vi havde naturligvis en uges medicinforbrug i vores skuldertasker, men alligevel. Hvor skaffer man livsvigtig nyremedicin midt i Afrika? Siden da har jeg også måttet rejse alene i den 3. verden. Min kone tør ikke rejse med mere. Men nyren - hendes mors ene - har hun endnu. Den er 81 år gammel og har set meget mere af verden end sin egentlige ejermand.