Under sejl fra Panama til Tahiti.

Tekst og foto: Jørgen Oulund


”Kollision med store hvaler, tæringer i skroget, som jo er af aluminium, akutte livstruende sygdomme, endnu et knæk i min dårlige ryg, piratoverfald, cykloner og - ikke mindst - ildebrand ombord?”


Én mand i masten og to på udkig i stævnen ind gennem det ”kogende” pas med de farlige strømme og undersøiske skær på vej ind gennem hullet i revet til lagunen på Ahe atollen.
Jeg sidder og nyder udsigten til bjerg- og klippeformationerne 200 meter inde på land. Lyset skifter her ved solnedgangstid hvert minut. Fra grønt og blåligt skifter bjergene farve til gult, orange, rødt, bronze og purpur indtil solen, alt for hurtigt, bliver opslugt af Stillehavet og buldermørket sænker sig, medens først Venus og Sirius bliver tændt og kort efter Sydkorset, Karlsvognen (helt nede i horisonten) og resten af sydhimlens pragtfulde diamanter. Her er så mørkt, at Venus lyser op direkte på havet. Vi ligger for anker i Virgin Bay ud for sydhavsøen Fatu Hiva i Maquesas-øgruppen. Efter i alt 20 døgn og 10 timer under sejl, og mere end 6.000 kilometer tilbagelagt, nåede vi frem lørdag den 8. maj lige før solnedgang.

Den lange sørejse forløb helt uden problemer. Der er ellers tænkt mange bekymrede tanker undervejs. Kollision med store hvaler, tæring i skroget, som jo er af aluminium, akutte livstruende sygdomme, endnu et knæk i min dårlige ryg, piratoverfald, cykloner og - ikke mindst - ildebrand ombord. Men nu er vi nået uskadte frem til disse småbitte prikker i det store Stillehav og nyder de pragtfulde tropeøer i sydhavet uden tanker på den slags ulykker.



Paradiset på jorden.


”Fra grønt og blåligt skifter bjergene til gult og orange, rødt, bronze og purpur på den vidunderlige stillehavsø Fatu Hiva”.
Fatu Hiva er paradiset på jorden. Familierne daser på strandene, ungerne fisker eller fanger blæksprutter, de gamle kvinder hamrer bark til tapi-vægdekorationer. Alt foregår i et langsomt tempo. Her er bare livsnydere, så det basker. Kvinderne har tiarablomster ved øret og en krydderbuket i håret af blandt andet sandeltræ eller ægte

vanilje, som vokser her på øen. Mændene er på fiskeri i deres udriggerkanoer. De beder om at blive fotograferet med polaroidkamera og spørger om kuglepenne. Og så tuskhandles der ligesom i Burma. Læbestift, parfume, tøj, værktøj, sandpapir og - ikke mindst - fiskegrej er i høj kurs. Sprut er forbudt og eftertragtet af nogle, ombord, som spillede og sang for os, men var meget "tørstige". En af pigerne på båden, Anine, sad der i solnedgangen og så meget bly ud, og en af polynesierne blev straks forelsket i hende. Og endnu én. De nærmede sig fra hver sin side, og jeg måtte redde hende ved at understrege, at jeg var hendes fader, og at hun var lovet væk hjemme i Danmark til en anden. Jeg ville dog overveje sagen, hvis de ville skaffe to polynesiske piger til mig. Det blev der grint meget af; Anines smil var dog noget anstrengt.

En fangst på 2,8 meter.


Havets fornemmeste storvildt, en blue marlin på 2 meter og 30 centimeter, mad nok til de næste par uger.
Vi havde været under sejl fra Balbao på Panama-kysten med kurs mod den berømte og berygtede skatteø Coco Island, hvor blandt andre den grusomme Captain Morgan huserede i gamle dage. Det var en omvej på næsten 1.000 sømil på vej vestover, som vi dog gerne tog for at se den. Pelikaner i store flokke svæver elegant og fisker lige i overfladen, efter at vi har smidt fortøjningerne. Første kurs er 150, og nu - efter de sidste to øer - 198, hvilket skulle give os en brise agten for tværs. Søen er som et stuegulv, så nu forstår jeg bedre, hvorfor det hedder Stillehavet.

Nu skal der fiskes. Vi har kun varm mad med til 30 dage og skal være 72 døgn til søs. Jeg var gået til køjs, da der blev råbt: ”Bid”. Det var ofte falsk alarm, men denne gang var der en del tumult på dækket. Jeg fik kantet mig ud af køjen og der var bid… Og hvilket bid. En sailfish på 2 meter og 30 cm!!! Et par timer senere endnu et bid. Denne gang en endnu større kamp. Denne gang får den heldige et særligt bælte på maven for at holde den. Sikke en fight, og til sidst dukkede endnu en kæmpe op - denne gang 2,8 meter fra næbspids til hale. Så er der da mad til de første par uger.

I land på skatteøen.

Efter næsten 5 døgn i søen har vi Coco Island ret forude. Øen ligner virkelig en ægte skatteø. Mere end 700 meter høj, skovklædt og kun cirka ni kilometer lang og tre kilometer bred. Sørøvere har huseret herfra i århundreder. Her er meget ufremkommeligt med mange vandfald og mange hammerhajer. Der lå kun et enkelt skib, da vi anduvede. Her er ti vagter til at passe på øen, som er en nationalpark. Chefen havde boet i Prinsessegade i København og havde ekskone og datter i Middelfart. Han havde været professionel fodboldspiller i Danmark. Ja, verden er dog stadig lille.

Den båd som ligger der, da vi ankommer, har en svensk skipper som - tro det eller ej - har været kaptajn på vores skib, Victoria. Så bliver verden endnu mindre.

Tænk at Paul Gauguin, den verdens-berømte impressionist som altid try-nede sin ven van Gogh, skulle ende
så beskedent og så langt væk.
Skibet er bygget i Sverige og er på jordomsejling. Selv er jeg påmønstret i Caracas, Venezuela for sammen med 15 andre at sejle skibet via Atlanten og Panama Kanalen, ud i Stillehavet til Tahiti i Fransk Polynesien. Victoria er en tomastet aluminiumsskonnert på 80 fod. En fyrig dame, som er ganske svær at tæmme. Vi kom ind på øen for at udforske den lidt. Også for at komme på et rigtigt toilet, for at vaske tøj og for at blive vasket - i ferskvand. Ved toilettet stod en værktøjskasse påmalet: ”Gabriel Jensens Ferieudflugter”. Nej, nu er det altså bare for meget. Alle gode gange tre. Hvor er verden dog altså lille. Vi har nu i alt sejlet 1525 sømil her til Coco Island. Sejladsen sluttede med et besøg af en delfinmor og to unger, som legede længe foran kølen. Til sidst skubbede moderen blidt til ungerne med snuden og stak af. Efter nogle minutter fulgte ungerne efter, som om moderen havde givet dem besked om at lege fem minutter til og så komme hjem til frokost.

Thor Heyerdahl og Paul Gauguin.

Nå, men tilbage til Fatu Hiva. Øen er bare 7 x 13 kilometer, men op til cirka 1000 meter i højden. Vi nyder hvert sekund her på denne skønne ø, hvor Thor Heyerdal slog sig ned med sin kone i mellemkrigsårene i halvlandet år. Men egentlig må vi slet ikke lande her. Vi skal indklarere på hovedøen Hiva Oa, så efter nogle vidunderlige dage letter vi - med et lille suk - anker fra Fatu Hiva. Her er bare 40 sømil til hovedøen, hvor vi får ordnet vore immigrationspapirer, nyder et ferskvandsbad og får maskinvasket tøjet igen. Her levede og malede Paul Gauguin, som jo var dansk gift. Både han og Jaques Brell ligger begravet herude, og jeg besøgte da også Gauguins beskedne gravsted, som i øvrigt var ganske svært at finde. Heller ikke her er der nogle turister.

Ikke Aha, men Ahe.

Efter endnu en paradisø letter vi kl. 07.15 med kurs mod atollen Ahe. En atol er en undersøisk vulkan, hvor kun krateret stikker op over havets overflade. Indbyggerne bor således på kraterkanten. Udenfor raser Stillehavet, medens der indenfor i lagunen er stille og roligt. Visse steder i krateret er der ”hakker,” som et lille skib kan luske sig ind igennem, hvis de er stedkendte - eller modige nok. ”Hakket” eller passet, som det retteligt hedder, er svært at finde. Det er kun 26 meter bredt. Langt om længe finder vi det, og i selve passagen syder og koger det af vind, strøm og tidevand. Der er kun et enkelt sømærke, men ved at zig-zagge med én mand som udkig i stævnen, slipper vi fri af bund og klippestykker og når igennem uden at forlise. Vi havde ingen beskrivelse af hverken indsejling eller anløbsplads, men vel inde i lagunen kunne vi i kikkerten skimte fire master. Ankeret løb ud gennem klysset efter 518 sømils sejlads i knapt 3 døgn. Her skal bare udforskes og slappes af igen. Alt her er easy going. Det tager fem minutter at gå tværs over land, så er man ude på Stillehavssiden igen. Man mødes nede under et stort halvtag overfor købmanden. Kvinderne og nogle af mændene går med tiarablomster bag det ene øre. Velduftende smukke hvide blomster med varmgule støvdragere. De indfødte er meget blandede at se på. Fra store tykke negroide klodser til små vimse nipsgenstande.

”Medens først Venus og Sirius bliver tændt og kort efter Sydkor-set, Karlsvognen og resten af sydhimlens pragtfulde diaman-ter . .”

Perler.

Her på øen driver de en perlefarm. Vi var ude at besøge den og blev budt på den lækreste mad. New Zeelandsk oksekød og hjemmelavet æbletærte. Muslingerne åbnes, forsynes med en plastickugle, lukkes igen og sænkes ned i vandet på tove. Efter et til halvandet år høstes perlerne, som så kan indbringe fra 10 til 4.000 $ pr. stk. Vi inviterede hele perlefarmen til middag på skibet aftenen før vores afrejse. Flere af dem havde deres instrumenter med og de spillede og sang deres hjemlands vemodige sange, som man siger.

Vi prøvede det samme, men erfarede igen, at vi danskere ikke er så gode til at udnytte vores sangskat. De foreslog så, at vi startede med nationalsangen, og efter den ”Jeg har en ven en rigtig sailor”, ”Jeg ved en lærkerede,” og ”Elefantens vuggevise,” så gled det. Videre over de mere franske ”Pjerrot sagde til månen,” ”Frére Jaque” og ”Alouette” samt John Lennon og Beatles, så kørte det i en symbiose af internationalt tilsnit. Musikken forenede det kolde nordiske blod med det varme musiske polynesiske.

Forlis.

Vi har nydt freden på denne stille atol de forgangne dage. Atoller er fænomener sømanden har meget stor respekt for. Før i tiden anbefaledes det altid at skibene gik uden om disse klipperev.

En højde på 2½ meter er ikke særligt synligt over et oprørt hav. Vi afventer nu bedre vejr til Rangiora. Vi møder en herlig englænder Donald, som bare har alt isenkram ombord. Han fortalte, at der var forlist en sejlbåd et par hundrede sømil herfra for et par dage siden. Han havde modtaget nødmeldinger på sin radio, og besætningen var gået i flåden, men de havde heldigvis nået at opgive deres position, hvorefter de blev reddede af et orlogsfartøj. De er formentlig blevet vædret af en hval. Kløvedals Nordkaperen har engang ramt en hval og klaret det. Donald har været udsat for en hval, som decideret angreb deres skib. Joh, hvaler skal man skam ikke spøge med. Onsdag kl. 11.00 hævede vi anker og satte kursen direkte mod Papeete på Tahiti. Rangiora måtte vi desværre droppe pga. tidnød. Vi fik et døgnmål på 205 sømil, hvilket var rekord for hele rejsen. Ankom allerede natten mellem torsdag og fredag efter 305 sømil.


Efter tyve døgn og ti timer i rum sø på vej over Stille-havet nyder man solnedgangen, roen og det at kunne gå og stå uden at skulle bruge både arme og ben.

Møde med Nordkaperen.

Vi fik besøg af danskere ved ankomsten, ja, tro det eller ej, fra Nordkaperen. De lå for anker lidt længere ude og havde set os komme med Dannebrog på hækken. Vi gav dem ti kilo rugmel og hjalp dem med deres evige problembarn, maskinen.

Her er en duft af tiarablomster og vanilje, men ellers er Tahiti uhyggeligt turistet. Heldigvis er den nye besætning ankommet rettidigt, så jeg får tiarakransen på til afsked, og med den om halsen og rygsækken på ryggen, pakket med 4 måneders sydhavseventyr, går turen til en af verdens smukkeste lufthavne og videre hjem til verdens bedste - men noget provinsielle - land igen.