Tigre, Taj Mahal og Trankebar.
Ti uger med rygsæk rundt Indien i vinteren 2008.
Tekst og foto: Jørgen Oulund
At gennemrejse landet med verdens næststørste befolkning, mere end én milliard mennesker med 1618 forskellige sprog og 6 store religioner på kun ti uger, det kræver prioritering. Derfor kommer her nogle få smagsprøver på en krydret ret af oplevelser i verdens største demokrati.
”Hvis du vil se to vilde tigre, så er det nu”
Jeg er lige ankommet til min junglelodge i Khana, den skov i Indien, der har landets største tigerbestand. Har smidt rygsækken og sidder og puster ud, da der kommer en mand farende ind og råber: ”To tigre to kilometer væk. Hvis du vil se dem, så er det NU!” Jeg ser nok lidt måbende ud og tænker: To kilometer herfra? - det er da forhåbentlig løgn.
”Skal du med, så hop op bag på min motorcykel!” Jeg hoppede på, og vi racede derudad kort før solen gik ned. Da vi kom til skovbrynet, sagde jeg stop. Jeg skulle IKKE ind og finde to tigre på en motorcykel, men insisterede på en jeep resten af vejen. Vi hoppede op i den nærmeste og kørte ind i selve skoven. Efter et par kilometer sagtnede han farten og listede frem, som man nu kan liste med en jeep. Og dér - lige dér, der var de sgu - i selve skumringen - silhuetterne af to bengalske tigre. Utroligt - de var lige startet på nattens jagt, og efter ganske kort tid forsvandt de i solnedgangen. Den første aften, de første tigre, når man ved hvor svært det er bare at få et glimt af dem, dette var da også bare et glimt, men hvilket glimt, hvilket held.
Der kom en tiger forbi min bungalow
Dagen efter læste jeg i lederen i en gammel avis, at Indiens tigerbestand var drastisk faldende. På bare fem år var bestanden reduceret fra ca. 3.600 til kun 1.400 - uhyggeligt. I hele verden er der nu kun ca. 6.000 tilbage. For hundrede år siden var der ca. 100.000. På trods af dette sørgelige faktum, så jeg altså to af dem, og min vært i lodgen fortalte, at så sent som sidste år havde han set en på græssletten lige bag min bungalow. De snupper af og til en ged eller en ko fra beboer-ne her bagved, selvom der er masser af bytte i skoven, som jeg erfare-de et par dage senere.
Næste morgen inviterede værten mig på en tur ind i skoven - til fods, uden våben - for at se på fugle, som interesserede ham meget. Han havde set min gode Nikon-kikkert, og jeg lånte ham den - men jeg SKULLE også selv med. Han påstod hårdnakket, at tigrene ikke angreb mennesker og kun var aktive ved solnedgang, nat og solop-gang. Jeg nænnede ikke at sige nej, skød hjertet op i halsen og håbede på, at tigrene ikke kunne lide lugten af en gammel folkepensionist, der ikke havde været i bad.
Til fods ind i tigerskoven
Vi så da også mange flotte fugle og blackfaced monkeys, men ingen tigre - heldigvis. Jeg havde besluttet mig til at holde ferie nogle dage her i tigerskoven. Her var stille, luften var ren, og folk var flinke og meget nysgerrige. Jeg var deres eneste gæst, hvilket var et problem - også for mig. For en tigersafari var med en 6-personers jeep til 3000 Rupees = 375 kr. En eller 6 personer, samme pris. Så jeg ventede på safarigæster, som ville dele en jeep med mig. Nok havde jeg set tigre, men jeg skulle jo også have billeder til mine lysbilledforedrag. Og som bevis, forstås.
Men lige som da jeg var på gorillatrek i Afrika, giver de ingen garantier for, at vi finder tigrene - man kan kun håbe på heldet. Vi er midt i Kiplings eventyr. Tæt ved Seona. Jeg husker fra min tid som ulveunge i ”1. Vanløse” ledernes råb: ”Lyt, oh ulve af Senoakob-bet!”. Det er faktisk lige her, midt i Junglebogen ved Seona. Her ligger da også en lodge med navnet Mowgli. Det her er Indiens største tigerskov. Her er ca. 200 vilde tigre og leoparder på 2.000 kvadratkilometer. Desuden 23 forskellige byttedyr og 250 fuglearter. Her er også en del kobraslanger, så jeg kigger under min seng hver morgen og aften, før jeg nærmer mig. Husker historien om Nag og Nagaina fra Junglebogen, hvor Rikki-Tikki-Tavi redder barnet. Puha. Min flinke vært foreslog, at vi begge stod op kl. 5.30 næste morgen for at gå ned til tigerskoven og se, om der skulle være en jeep med en enkel plads til mig. Hmm, jeg er jo B-menneske, men hvad gør man ikke for at se vilde tigre i dagslys? Vi kom derned, men ingen ville have mig med, så jeg fik en god, lang feriedag, medens vi ventede på dagens bus med et par eventuelle backpackers på vej til tigerjagt, som jeg selv. De kom så dagen efter. To unge australiere. Jeg holder meget af aussier - de er dejligt afslappede og meget tørstige. De ville gerne på tigerjagt, så vi aftalte at dele en jeep. Men først skulle de selvfølgelig have en øl. Øl? Der er ingen øl i miles omkreds her i Hindustan. Der gik ikke en time, så havde de skaffet mange store 630 milliliter flasker - sådan. Ægte aussier. Det lovede godt og var godt. Vi skålede på en heldig tigerjagt, og jeg fandt det store kamera med 300 mm telelinsen frem og gjorde det skudklart. Vi tog solnedgangsturen fra klokken 14 til 18. Nu må I tro mig igen. Jeepen var ikke som safariudgaven i Afrika med lukkede sider og oplukkeligt tag til fotografering. Den var ganske åben i siderne, bagtil og foroven. Kun guiden og chaufføren var beskyttet af vindspejl og sideruder. Passagererne var vel lokkemaden. Igen hævdede de, at tigre ikke åd mennesker, ikke hvide i hvert fald, påstod de. Nå, take it or leave it. Jeg måtte have billederne som bevis, hvis heldet var med os i dag. Ellers var vi alle parate til en tur i morgen igen.
På ”tigerjagt” igen
Vi startede med at se vildsvin, hjorte, antiloper, påfugle, storke, masser af andre flotte fugle, blackfaced monkeys, sjakaler, gaur, elefanter og junglecat. Men ingen Shere Kahn (tigeren i Junglebogen, red). Efter lang tid i skoven søgte vi ud mod sletterne, som gav os det store overblik. Jeg rakte min Nikon-kikkert til guiden i håb om, at det hjalp hans tigerblik. Det var imidlertid forgæves, stadig ingen Shere Kahn i sigte. Han er svær at spotte - vi vidste det. Chancerne er små. Time efter time, masser af små bambihjorte, mad til både tiger og leopard, men ingen af de store sultne katte. Da guiden rakte mig kikkerten tilbage, tog jeg det som et sidste tegn på opgivelse. Solen var næsten væk i horisonten og skumringen sat ind. Vi havde opgivet den store overskuelige slette med alle byttedyrene og det store udsyn og var på vej tilbage inden nattens frembrud.
Pludselig rejste guiden sig op, tyssede på os og pegede der - lige dér - i skovkanten: SHERE KAHN - skovens konge. Han listede rundt langs skovbrynet, trådte så arrogant ud på sporet vi kørte i - lige foran os - og luntede lidt i forvejen. Jeg skød og skød med 300 millimeterlinsen. Filmen løb selvfølgelig ud midt i oplevelsen. Jeg flåede den gamle rulle ud af apparatet før den var kørt helt ind i kassetten igen og mistede derved nogle billeder af et eller andet. Smed den på gulvet i raseri og fumlede en ny på plads, skød og skød og nød skovens enehersker lunte foran os uden at fortrække på grund af en skide jeep. Til sidst luntede denne kæmpe af en han ind til højre for sporet og fortsatte ind i skoven til aftensmaden i retning mod solnedgangen. God appetit og velbekomme med et stykke dyreryg. Endnu en ubeskrivelig rejseoplevelse på det fantastiske indiske subkontinent.
Fra vilde tigre til hellig by
Efter tigerjagten kom vi med tre timers forsinkelse til Indiens helligste og verdens ældste stadig eksisterende storby, Varanasi. Byen løber langs Indiens helligste flod ”Den store Moder” eller Gangesfloden. Her er en særlig afslappet, spirituel stemning i luften, som da vi besøgte mayahelligdommene i Tikal midt inde i Guatemalas jungle.
Man regner med, at der til stadighed opholder sig ca. 1 million pilgrimme her i byen. Hver morgen vandrer ca. 60.000 af dem ned til floden. De vasker så livets mange synder ud af kroppen og drikker af det hellige vand. Herefter vaskes alt deres tøj, så synderne også forsvinder derfra. Ved siden af dem bader, pisser og skider de hellige køer, og langs floden løber 30 store kloakudløb ud med alt godt fra lokummerne. Floden er derfor helt tømt for ilt. Prøver fra flodvandet viser, at den rummer 1,5 millioner colibakterier pr. 100 milliliter vand. Grænsen for sikkert badevand ligger på mindre end 500. Det er godt, at vandet er helligt, ellers nåede de fleste pilgrimme da ikke hjem uden at have frekventeret toiletterne hver halve time de følgende døgn. Det forbedrer jo imidlertid deres karma. Mit blev desværre ikke forbedret, da jeg hverken tog bad eller løskøbte indeburede fugle - med mindre altså vandet i bruseren kommer direkte fra Ganges, men så havde jeg nok ikke siddet her ved flodbredden og skrevet, men snarere på det nærmeste lokum.
Dagen efter afvaskningen af synderne kom jeg til ét bryllup og fire begravelser - er der i øvrigt ikke en film der hedder sådan, bare omvendt? Som en anden grib eller bedemanden fra Lucky Luke søgte jeg ned til en af afbrændingspladserne og luskede rundt efter et par friske afdøde. Der var ikke én eneste, kun et halvt nedbrændt bål med de sørgelige rester af en afdød. Skuffet vendte jeg om og gik tilbage. Kom i snak med en af de mange ”hawkers” - turisthajer, som vil snakke med én og som altid har en ven, fætter eller onkel i Danmark, når de har fået at vide, hvorfra man kommer. Som også altid vil vise én sin silkebutik eller et bedre (og dyrere) hotel, skaffe en rickshaw eller taxi, og alle steder får han en fed kommission.
På jagt efter lig
Pludselig kommer en traktor med et lig på anhængeren, så en jeep med et lig på taget og én til og én til. Ligbrændinger forude. Spøg til side, det er en stor oplevelse at overvære også dette ritual, når man nu er i Varanasi.
Det er det største mål for en hindu at blive kremeret i Varanasi ved bredden af Ganges. Mange bliver bragt hertil langvejs fra, hurtigt. En del rejser hjemmefra i levende live, for så at lægge sig til at dø ved floden. Det er det højest opnåelige og kun de få forundt. Ligene bliver forsigtigt løftet ned fra traktoren og bilerne og båret usentimentalt ned til bredden. De er svøbt i et ligklæde, og nogle har lidt blomster og/eller tingeltangel fæstnet til klædet. Først bliver den afdøde dyppet i Gangesfloden og derefter lagt op på stranden. Så går man til brændehandleren, som på en kæmpemæssig vægt vejer brændet af. En drager bringer det ned til stranden, og bålet bygges op. Til en fuld og sikker afbrænding kræves 360 kg træ. Det koster ca. 750 kr. - mange penge for en almindelig inder. Skal det være sandeltræ, koster det ca. 300 kr. pr. KILO - ubetaleligt for de fleste, men så køber man et lille stykke for duftens og prestigens skyld.
Liget placeres og bålet tændes. Ligfølget går fire gange rundt om bålet. Én gang for hvert af elementerne ild, luft, jord og vand. Man græder ikke, den døde er jo hellig, bliver befriet for genfødsler her på jorden, måske som fattig, ko, myre, lus eller det der er endnu værre. Drager hinsides til noget bedre. Men kun mænd deltager i bålfærden. Kvinderne er ikke med af to grunde: de græder måske, og de kan finde på at kaste sig ind i bålet til manden (som i gamle dage), hvilket er strengt forbudt. Ikke alle kremeres. Børn, munke, gravide samt folk der er døde af kopper, spedalskhed eller slangebid sænkes i floden med en sten om livet. I øvrigt kremeres man efter rang. Øverst på ranglisten, på en slags podium, brændes braminerne (1. kaste). Nede ved flodbredden middelklassen og midt imellem underklassen. Så kastesystemet eksisterer på dette område endnu.
Dagen efter overværede jeg et bryllup, så nu er ringen næsten sluttet. Mangler lige en barnedåb, hvis de bruger dette hernede.
Æstetikkens mesterværk, arkitekturens diamant, kærlighedens symbol: Taj Mahal.
Lige nu sidder jeg og kigger på DET - bygningsværKET. Skønhedsåbenbaringen. Æstetikkens mesterværk. Arkitekturens diamant. Kærlighedens symbol. Jeg havde for længst besluttet mig til ikke at nærme mig det med det samme. Først ville jeg nyde det på afstand, som et sublimt veltilberedt måltid - nyde synet før jeg spiste det, som var
det serveret af en mesterkok. Derfor sidder jeg nu på tag- terrassen på et hus, vel 3-400 meter væk og nyder DET: Taj Mahal. Bygningernes bygning, gravmælet over gravmæler. Skønheden suger mit blik til sig som en magnet. Man kan sidde i timevis og kigge på det, medens lyset skifter - bare se og se.
Paladsets juvel
Efter nogen tid er jeg ved at være mæt af synet her på distancen. Jeg må tæt på, helt tæt på, helt hen og røre ved den hvide marmor - som blev transporteret på en flåde af 1.000 elefanter fra Jodpur i Rajastan 300 km væk. De indlagte halvædelstene kom helt fra Afrika, Persien, Sri Lanka og Kina. Perlemoret fra Det indiske Ocean. Hele opførelsen tog da også 22 år. Bygherren var Shah Jahan, der ønskede at opføre et smukt og værdigt monument for sin elskede hustru Minatz ('Paladsets Juvel'), som døde i barselsseng efter barn nummer 14. I sandhed et værdigt gravmæle til Paladsets Juvel.
Efterhånden som man nærmer sig, stopper man for hver ti meter for at se igen og igen. Nye detaljer i nyt lys fra en ny vinkel. Her, helt tæt på, er synet ikke mindre sublimt - men ikke prangende, ikke over-dådigt, ikke vulgært, men ubeskriveligt smukt og åndfuldt - spirituelt, roligt, tankevækkende, dragende. Det kan ikke gengives, hverken af malere eller fotografer, det skal ses og opleves. Se det! Jeg har set megen skønhed rundt om i verden de sidste 18 år. Mange af verdens undere. Taj Mahal er det smukkeste af de menneskeskabte.
Trankebar
Så er jeg næsten hjemme igen. Jeg har slentret en tur ned ad Kongensgade, er gået gennem Landporten med kongens monogram på. Har beundret det flotte nyrestaurerede Dansborg Fort, været i Ny Jerusalemskirken, handlet i Den danske Butik og talt dansk for første gang i snart et par måneder. Med andre ord, nået
Ny Jerusalemskirken i den danske besiddelse Trankebar. Tsunamien skaffede penge også til restaurering af kirken her.
På vejen hertil læste jeg i en indisk avis, at en dansk arkæolog Nils Enberg fra Natiolnalmuseet havde fundet både en ukendt voldgrav og desuden resterne af to vindebroer - ja igen, verden er lille. Der var kun to hoteller i denne lille danske by, som for øvrigt på et tidspunkt var Danmarks 6. største by - mine damer og herrer - trods sin beliggenhed i Indien. Men var Flensborg ikke også på et tidspunkt Danmarks næststørste by? Jeg prøvede at finde professor Enberg på det dyre hotel. Selv boede jeg naturligvis på det billige. Men fuglen var fløjet - hjem. Kom i snak med en inder, som nævnte Karin og Viggo Knudsen, der skulle være ildsjælene på hele denne imponerende restaurering. De var nu ikke hjemme, men en genbo henviste til naboen, som solgte mig danske mønter helt fra Christian den Fjerdes tid. Det var jo (ja, også det) under hans regeringstid Fort Dansborg blev etableret her i Indien. Nå, men jungletrommerne var allerede gået her i lillebyen, og om aftenen bankede det på min dør. Måbende så jeg en dame stå udenfor. Det var Karin Knudsen, som jeg havde set billeder af i en bog om Trankebars restaurering, jeg havde købt for en uges tid siden hernede. Hun havde hørt om en dansk journalist, der var på jagt efter historien om de nye fund på trankebarfortet - og spurgte på engelsk efter ham.
Dansborg, fortet som blev starten på den danske handelsstation Trankebar i Sydøstindien.
Vi aftalte at mødes hos hende og Viggo næste eftermiddag, da jeg allerede havde en aftale med en inder om et interview med organisationen HOPE, som hjalp byen efter tsunamien, der også ramte Trankebar. Den tog 258 menneskeliv, mest børn og gamle, som var nede at morgenbade. Mange af forældrene var taget til en begivenhed inde i landet. I alt mistede hele provinsen 10.000 mennesker. Det er dog småt i forhold til min rejse til Nordsumatra sidste år. Her tog den 250.000 menneskeliv. Skæbneironisk hjalp tsunamien imidlertid byen her. HOPE trådte til, og provins og regering samt Danmark bevilgede midler til mennesker, fiskeredskaber og bygningsrestaurering. Således blev mange af de danske huse restaureret takket være tsunamien. Fortet, fik man at vide, stod ”stolt og stærkt”. Det var da også nyligt blevet restaureret takket være Karen og Viggo plus en lille håndfuld andre gode danske mænd og kvinder, for nu at bruge et gammeldags udtryk. Hele fiskerlandsbyen var imidlertid væk.
Jeg havde sat næsen op efter en god kop kaffe og hjemmebagt kage, men der var, som sædvanlig, ingen strøm, så Karen og Viggo bød i stedet på øl, en anden stor sjældenhed her på disse breddegrader. Galathea-ekspeditionen skulle have været her, men pga. de skide Muhammedtegninger turde de ikke komme herind. Den første Galathea-ekspedition var her også. Jeg så billederne fra dengang og husker Haakon Mielche, en af mine globetrotterkolleger fra Familie Journalen, da jeg som dreng selv ville være globetrotter. Karen og Viggo ventede på Galathea II i to måneder. Anders Fogh Rasmussen var i Chennai, lige i nærheden, den 6. til 8. februar, men havde ikke tid til en visit på dette historiske sted, så de måtte nøjes med mig. Regeringen (og den forrige i øvrigt) har da heller ikke givet en eneste krone til restaureringen, hvorimod Margrethe og Henrik straks åbnede pungen.
Med både tigre, Taj Mahal og Trankebar nåede jeg de fleste af mine mål i Indien - denne krydrede gryderet af kulturer, sprog, farver og natur.