Stol på dit held - men misbrug det ikke.
Tekst og foto: Jørgen Oulund
En af de berømte mayapyramider beliggende i Tikalkomplekset inde midt i Guatemalas jungle.
Vi skruer tiden tilbage til 1990. Atlanterhavet er krydset kun for sejl og gamle
instrumenter i en 46 fods sejlbåd. Det første eventyr er nået, det næste ligger
forude - og dog. Vi har forladt Guatemala City med kurs mod Tikal ca. 250 km
væk. Rejsen foregår nu i en gammel bus ad knudrede jordveje mest gennem jungle.
Afhængig af vejen er det en tur på mellem 12 og 22 timer. Vi ser
maskingeværreder af og til og hører skudsalver ind imellem. I Mondesto Mondés
bliver bussen invaderet af soldater i jungledress og AK47 stormgeværer. Alle
bliver kommanderet ud og bagagen hevet ned fra taget. Alt gennemrodes og alles
papirer tjekkes og dobbettjekkes. Trykket stemning. Det viser sig, at der er
væbnet guerillaaktivitet i junglen, så de leder efter våben. De finder dog ikke
andet end min lommekniv. Vi ved, at hvis vi mangler pas og visum ryger vi lige
lukt i spjældet, men alt godkendes heldigvis.
Bussen når helskindet frem til Tikalområdet, dette utrolige, spirituelle,
velbevarede mayakompleks her midt i en rydning i junglen. Vi slår vores lille
telt op, laver bål og får vasket rejsestøvet af. Vasker også tøj og laver mad på
bålet - ja, den gik nok ikke i dag, men dengang var der ingen turister, kun
templer og pyramider.
Her er spredte skyderier i nattens løb, men dagene går med at nyde de
vidunderlige bygningsværker og det spirituelle, den rolige atmosfære, der hviler
over området.
På hjemvejen holder vi ferie på en finca (mindre bondegård) ejet af et par
amerikanere og tør derfor sætte tænderne i velhængt rødt kød og sikker salat. Vi
kan bo i en hængekøje for én US $, en hytte i træet for to eller et rum med
udendørs brusebad for tre. Vi tog den med brus, og aldrig har jeg dog glemt
dette vidunderlige at stå under bruseren ude i selve naturen. Siden har jeg
jagtet det og fundet det bl.a. på Bali. Her i Guatemala var der vilde
Arapapegøjer og Tucaner, som elskede bær. De lod sig fodre - araerne kom dog
lige tæt nok på med deres skrækindjagende bidetang af et næb. Her arbejdede
backpackers på stedet mod kost, logi og et par dollars om dagen, og vi blev gode
venner med en tysk pige, som tjekkede værelser og køkken.
Ferien slutter og arbejdet kalder. Tilbage til hovedstaden skrumpler bussen
gennem regnskoven. Pludselig gibber det i min kone, åh nej, ikke det. Hun har
efter morgenbadet glemt sin pengepose, som lå gemt under hovedpuden. Gråd og
tænders gnidsel. Hun vil af nu, lige NU! Jeg prøver at forklare, at vi ikke bare
kan blive sat af her midt i junglen ude i ingenting. Hvordan skal vi komme
tilbage - der er kun én bus i døgnet?
Jeg overtaler hende til at vente til næste stop, som er Mondesto Mondés -
tjekpunktet fra udturen - med soldater og pas-tjek, bagageroden rundt og pis og
papir. Hun har ingen pas, ingen flybillet, ingen visum ingen skide ting, så
fængslet venter forude. Miraklet sker - stol på dit held - misbrug det ikke, men
brug det når lokummet brænder. Ingen bagagetjek, ingen papirtjek - ”no, nothing
Mr. Faulty”, som Manuel siger i Halløj på Badehotellet. Vi hopper af bussen og
finder det første det bedste logi, hvor jeg installerer min kone med ordre om at
blive inden døre - hele tiden, indtil jeg er tilbage igen. Jeg må retur til
fincaen for at se, om noget er fundet. Vi er enige om en dusør til finderen,
ifald - såfremt nogen finder (især pas og flybillet), skidt med pengene.
Ned i skuldertasken med håndklæde, underbukser, tandbørste og troen på heldet og
så tilbage igen. Dagens returbus buldrer frem forude, proppet til randen.
Konduktøren åbner døren i bagenden, skubber mig ind og jeg hænger, stående i
stropperne, seks stive timer tilbage til fincaen igen. Når frem lige inden
mørkets frembrud.
Nogen går mig i møde langt udefra - vores tyske veninde. Hun vidste godt, hvad
jeg kom efter, sagde hun med et smil. Hun havde tjekket rummet, kort efter vi
forlod det i mørke kl. 5 om morgenen - og fundet bæltet med det hele, det lå nu
i husets pengeskab. De havde oven i købet været i radiokontakt med den danske
konsul. Det var før mobiltelefoner, internet m.m. Dusøren blev afleveret, og vi
skålede på en happy end.