Stol på dit held - men misbrug det ikke.

Tekst og foto: Jørgen Oulund



En af de berømte mayapyramider beliggende i Tikalkomplekset inde midt i Guatemalas jungle.
Vi skruer tiden tilbage til 1990. Atlanterhavet er krydset kun for sejl og gamle instrumenter i en 46 fods sejlbåd. Det første eventyr er nået, det næste ligger forude - og dog. Vi har forladt Guatemala City med kurs mod Tikal ca. 250 km væk. Rejsen foregår nu i en gammel bus ad knudrede jordveje mest gennem jungle. Afhængig af vejen er det en tur på mellem 12 og 22 timer. Vi ser maskingeværreder af og til og hører skudsalver ind imellem. I Mondesto Mondés bliver bussen invaderet af soldater i jungledress og AK47 stormgeværer. Alle bliver kommanderet ud og bagagen hevet ned fra taget. Alt gennemrodes og alles papirer tjekkes og dobbettjekkes. Trykket stemning. Det viser sig, at der er væbnet guerillaaktivitet i junglen, så de leder efter våben. De finder dog ikke andet end min lommekniv. Vi ved, at hvis vi mangler pas og visum ryger vi lige lukt i spjældet, men alt godkendes heldigvis.

Bussen når helskindet frem til Tikalområdet, dette utrolige, spirituelle, velbevarede mayakompleks her midt i en rydning i junglen. Vi slår vores lille telt op, laver bål og får vasket rejsestøvet af. Vasker også tøj og laver mad på bålet - ja, den gik nok ikke i dag, men dengang var der ingen turister, kun templer og pyramider.

Her er spredte skyderier i nattens løb, men dagene går med at nyde de vidunderlige bygningsværker og det spirituelle, den rolige atmosfære, der hviler over området.

På hjemvejen holder vi ferie på en finca (mindre bondegård) ejet af et par amerikanere og tør derfor sætte tænderne i velhængt rødt kød og sikker salat. Vi kan bo i en hængekøje for én US $, en hytte i træet for to eller et rum med udendørs brusebad for tre. Vi tog den med brus, og aldrig har jeg dog glemt dette vidunderlige at stå under bruseren ude i selve naturen. Siden har jeg jagtet det og fundet det bl.a. på Bali. Her i Guatemala var der vilde Arapapegøjer og Tucaner, som elskede bær. De lod sig fodre - araerne kom dog lige tæt nok på med deres skrækindjagende bidetang af et næb. Her arbejdede backpackers på stedet mod kost, logi og et par dollars om dagen, og vi blev gode venner med en tysk pige, som tjekkede værelser og køkken.

Ferien slutter og arbejdet kalder. Tilbage til hovedstaden skrumpler bussen gennem regnskoven. Pludselig gibber det i min kone, åh nej, ikke det. Hun har efter morgenbadet glemt sin pengepose, som lå gemt under hovedpuden. Gråd og tænders gnidsel. Hun vil af nu, lige NU! Jeg prøver at forklare, at vi ikke bare kan blive sat af her midt i junglen ude i ingenting. Hvordan skal vi komme tilbage - der er kun én bus i døgnet?

Jeg overtaler hende til at vente til næste stop, som er Mondesto Mondés - tjekpunktet fra udturen - med soldater og pas-tjek, bagageroden rundt og pis og papir. Hun har ingen pas, ingen flybillet, ingen visum ingen skide ting, så fængslet venter forude. Miraklet sker - stol på dit held - misbrug det ikke, men brug det når lokummet brænder. Ingen bagagetjek, ingen papirtjek - ”no, nothing Mr. Faulty”, som Manuel siger i Halløj på Badehotellet. Vi hopper af bussen og finder det første det bedste logi, hvor jeg installerer min kone med ordre om at blive inden døre - hele tiden, indtil jeg er tilbage igen. Jeg må retur til fincaen for at se, om noget er fundet. Vi er enige om en dusør til finderen, ifald - såfremt nogen finder (især pas og flybillet), skidt med pengene.

Ned i skuldertasken med håndklæde, underbukser, tandbørste og troen på heldet og så tilbage igen. Dagens returbus buldrer frem forude, proppet til randen. Konduktøren åbner døren i bagenden, skubber mig ind og jeg hænger, stående i stropperne, seks stive timer tilbage til fincaen igen. Når frem lige inden mørkets frembrud.

Nogen går mig i møde langt udefra - vores tyske veninde. Hun vidste godt, hvad jeg kom efter, sagde hun med et smil. Hun havde tjekket rummet, kort efter vi forlod det i mørke kl. 5 om morgenen - og fundet bæltet med det hele, det lå nu i husets pengeskab. De havde oven i købet været i radiokontakt med den danske konsul. Det var før mobiltelefoner, internet m.m. Dusøren blev afleveret, og vi skålede på en happy end.