Sådan bliver man sej.

Tekst: Jørgen Oulund, Foto: Jakob Øster



Vi bestilte hver en lille fed gnaver - men fik kun en halv. Den grinte smøret af os, som om vi var blevet snydt. Jeg besluttede straks at næste gang skulle der vovhund på menuen.
Jeg har altid været med på den værste - også når det gælder mad. Således følte jeg mig tit fristet første gang jeg var i Equador, når Otavallomarkedet tilbød marsvin - de firbenede altså, dem der ligner rotter, de mangler bare den lange skællede hale. Men min kone nedlagde veto. Senere, da jeg var der sammen med min rejsefælle Steffen, var det ham, der nedlagde vetoet. Steffen og jeg drog videre til Peru og slog os ned i den gamle inka-kongeby, Cusco.

Her så marsvinene rigtig fede og gode ud. Og en enkelt restaurant fristede med den på menukortet. Steffen stod og trippede lidt. Jeg kaldte ham både tøsedreng, kujon, salonspejder og pølsedansker. Helt uvillig til at prøve livets sande gourmet-specialiteter. Det kunne han, som en sand madelsker, alligevel ikke have siddende på sig. Så vi bestilte hver et marsvin.

Efter en rum tid kom så kokkens stolthed, serveret direkte på tallerkenen, åh nej, snyd, kun en halv til os hver. De havde simpelthen kløvet den fede gnaver på langs - men ellers var den hel, med hoved og røv.


Vi måtte i gang med kniv og gaffel fra en ende af - om man så må sige - vi gemte hovedet til sidst. Den var lidt sej i det, og der var simpelthen ikke meget sul på dyret, så vi guffede hvad vi kunne, helt ind til skelettet. Det må da have været tænkt som en forret, men trods den nagende sult mistede vi appetitten efter denne lille appetitvækker og skyllede efter med en stor øl.


Næh, må jeg så be' om en ordentlig vovhund, det ved man da hvad er. På en senere rejse til Vietnam mødte vi en meget ulykkelig amerikansk pige, som undrede sig over de mange hundehandlere, der var i Saigon. Siden opdagede hun, at de ikke alle sammen blev købt som skødehunde - tvært imod, de endte snarere deres dage som ”mavehunde”  - altså nede i maven på vietnameserne. De guffer hunde i sig, som vi andre gør med en saftig
oksebøf.

Hun blev meget forelsket i en køn lille vovse og besluttede sig for at ”løskøbe” den fra en ukendt skæbne for derefter at bringe den med hjem til Guds eget land. Som sagt, så gjort. Hun betalte den flinke damehundehandler og ventede på hunden. Damen vendte sig om med hunden, bukkede sig ned og der lød et højt og tørt knæk, vendte sig om igen og sagde værs'go' og velbekomme. Som en service havde hun brækket nakken på den lille vovse, så den var grydeklar. Den kom aldrig med hjem til USA.

Med denne glubende appetit på hunde i landet der smed yankierne ud med fynd og klem, tænkte jeg, at det måske var kosten, der gjorde dem så seje. Jeg ville også gerne være sej, så jeg måtte lægge kostvanerne om, fremover var der også hund på menuen.

Vi var blevet gode venner med to cykeltaxichauffører, og jeg forhørte mig om mulighederne for denne kulinariske specialitet. De blev ellevilde. Tænk, at sådan en blegfis ligefrem forespurgte hos dem, som selv elskede hunde, ja, altså til middagsmad forstås.

De valgte en hunderestaurant, og jeg bød på aftensmad. Min stærkt forargede kone skulle ikke nyde noget og truede med alt fra Dyrenes Beskyttelse til skilsmisse. Jeg talte om ”Skik følge eller land fly” m.m. og fik så tilladelsen.

Vi cyklede derud igennem byens anarkistiske trafikmylder. På restaurantens gulv i hjørnet lå flere ”levende sække” og i gryderne, på panderne og kødkrogene - lutter hund. Vi startede med en lille hors d'oeuvre af hundepølser, altså ikke dem der lugter, men pølser lavet af hunde øh, altså med hundekød i. Derefter en dejlig krydret hunderagout og til slut hundeflæskesteg med sprød svær og det hele. Alt sammen virkelig delikat, men en smule sødt. Til maden vietnamesisk brændevin og til kaffen en lille pibe opium. Et udsøgt måltid som egentligt ikke er spor besynderligt. Mit eneste problem hjemme igen var, når jeg går tur med min kone, at hun påstår jeg ser så lækkersulten ud, hver gang jeg ser en hund.