Blandt pirater og hajer.

Under sejl langs Columbiakysten

Tekst og foto: Jørgen Oulund.



Forfatteren ved roret
”Jeg bliver helt tør i halsen, det er midnat, fartøjet kommer nærmere og der bliver råbt et eller andet derovre fra. Jeg har purret besætningen og vi venter hvert sekund de første skudsalver, men kun stilheden flænger mørket - larmende stilhed...”

Vi smed fortøjningerne fra Caracas kl.19.00, satte sejl og stak snuden mod Bonnaire, en af de tre hollandske Antiller i Caribien. Allerede næste formiddag blev vi modtaget af de første glade delfiner som bød os velkommen her i ”delfinland”. Synes det er svært at styre denne 80-fodsskude med rat, når man er vant til en stor solid rorpind, da jeg krydsede Atlanterhavet for sejl. Fra Bonnaire var der bare 30 sømil til Curacao, hovedøen, hvor vi provianterede det sidste ”vestlige” proviant, da øerne jo er hollandske. Selv købte jeg danske smørbagte småkager til ”sundowneren”, sammen med et par flasker rom, nu vi var på de kanter. Hvem ved hvornår man støder på en dansk småkage igen på vej rundt om moder jord under sejl.

Lige nu befinder vi os i et farligt farvand - ja, det er nu ikke hajer jeg tænker på, dem ser vi af og til, nej det er sørøvere. Vi lusker langs den columbianske nordøstkyst hvor der desværre er nogen pirataktivitet - og de har et dårligt ry, noget med at de plaffer alt levende ned først og derefter plyndrer skibet for værdier, for til slut at sænke beviset på havets bund.

Jeg ser for mig overskrifterne: ”Dansk skonnert forsvundet med mand og mus i piratfarvand”.

Prajet af ukendt skib i rum sø.

Jeg står til rors i den buldermørke tropenat, da der efter et par døgns sejlads, bliver signaleret til os fra et ukendt fartøj. Jeg bliver helt tør i halsen. Det er midnat, fartøjet kommer nærmere og der bliver råbt et eller andet derovre fra. Jeg har purret besætningen og vi venter alle hvert sekund de første skudsalver, men kun stilheden flænger mørket - larmende stilhed.

Mit hjerte hamrer, og da vi hører ordet coastguard springer det et slag over af bar lettelse. Hvis de taler sandt, er det US-Coast Guard, som nu kræver skibets navn, nationalitet samt afgangs- og ankomsthavn. Det får de så og alle ånder lettede op, nu er vi vel nærmest under beskyttelse i stedet for jaget vildt. De er uden tvivl på jagt efter kokainsmuglere, ruten går her mellem den colombianske kyst og Florida, hvor den livlige trafik med det dyre hvide pulver florerer - måske, ja, forhåbentligt bliver vi skygget af coastguarden og ikke pirater, der udgiver sig for samme. De må så for min skyld gerne skygge os hele vejen til Panama og der endevende hele skibet, bare de følger os sikkert dertil.

Alt godt fra havet.

Vi kan nu hverken se eller høre dem. Et par døgn endnu, så skulle piratfaren være drevet over for denne gang. Det har ellers været en begivenhedsrig tur, med mange store tunfisk på krogen, som vi har nydt, både kogt, stegt, bagt og råmarineret i lime og kokosmælk. Her til morgen kommer et gråt 2-motores propelfly susende forbi os i ultralav højde. Et lille Stars and Stripes på halefinnen beviser at det er coastguarden. De markerer lige, at de holder øje med os, herligt. Lad os så se hvad de gør ved os i Panama.

Bordet af 7 bevæbnede mænd.

Nu ser vi i det fjerne et højt skib nærme sig os. Det kommer meget hurtigt tættere på, med kurs direkte mod os. I kikkerten ser vi nu, at det er coastguarden. De kaldte os over radioen og fik de yderligere oplysninger, de bad om. De anmoder om at komme ombord, hvortil vi svarer at dette er ukrænkeligt dansk territorium,

 

 men at vi intet har at skjule. Længe er der våbenstilstand, så firer de en gummibåd i vandet fyldt med uniformerede og sværtbevæbnede mænd og nu suser de direkte mod os. Vi hjælper dem om bord, selvom de ser noget bistre ud. De tøer langsomt op og spørger pænt om pas og skibspapirer samt om lov til at kigge sig lidt omkring. Det er kokain naturligvis, de er ude efter. Spørger også om lov til at tage nogle prøver rundt omkring på skibet med en slags trækpapir. Jo da, naturligvis, vi har stadig intet at skjule. Dette skulle kunne spore mikroskopiske rester af kokainstøv. Vi kommer hurtigt i snak med dem og jeg spørger til pirataktiviteterne på disse kanter. Jo, de er der skam og i stigende antal gennem de senere år kunne de ”trøste” os med. De finder intet og vi får papirer på, at vi er kokainfrie.

Panama Kanalen, o´høj!

Vi sejler nu ca. 40 sømil fra Colombia-kysten og nærmer os langsomt Panama. Søen er både høj og skæv og kaster os fra side til side. Skuden er stadigvæk vanskelig at styre, rattet er for lille og udvekslingen for stor, men de gamle sømænd siger det kommer med øvelsen om en uges tid. Vagten bliver hård i den grumme sø. Jeg glæder mig til frivagten. Tørner i køjen efter de fire timer til rors. Søerne vælter af og til ned i min overkøje og jeg sætter slingregrejet op for ikke at vælte ud af skibets mindste og smalleste køje.

På næste vagt får jeg endelig tæmmet damen. Victoria føjer sig for mine krav til kursen og lystrer mine ordrer - endelig, endelig har jeg fået krammet på hende. Det lange, flotte bovspryd peger direkte mod Colon i Panama og nye eventyr venter forude, efter vi er blevet løftet op gennem Panama Kanalen og ud i Stillehavet.